Få en god konsultation med din læge
FØR besøget
Overvej hvad du ønsker at få ud af lægebesøget.
Skriv eventuelt lidt stikord ned om det, du er udfordret med, hvor lang tid du har haft det, hvad du har gjort for at få det bedre og om noget har gjort det værre. Disse stikord kan du bruge både når du kontakter os for tidsbestilling, til konsultation og du kan også medbringe det ved besøget.
Du er meget velkommen til at søge information om din tilstand på nettet, men det er vigtigt, at du bruger anerkendte sider.
Når du bestiller en tid, så fortæl lægen eller personalet, hvad besøget drejer sig om.
Drejer besøget sig fx om en henvisning til anden speciallæge eller om udarbejdelse af en lægeattest til arbejdsgiver, så kan der være ting, som vi kan forberede inden dit besøg.Ved flere helbredsproblemer kan det være, at vi skal finde flere tider til dig, så vi har tid til at tale om og behandle de enkelte ting ordentligt. Vælg det vigtigste først og få gerne hjælp af lægen eller personalet til at vurdere prioriteringen, hvis du er i tvivl.
Når du har bestilt tid til en konsultation med din læge, så kan du overveje, alt efter hvilken situation du er i, om du skal tage en pårørende med til lægebesøget.
Kommer du med dit barn til undersøgelse, kan du med fordel klæde barnet af i venteværelset inden konsultationen starter. På den måde sparer I noget tid, der kan bruges på undersøgelsen i stedet.
UNDER besøget
Vi anbefaler, at du slukker din mobiltelefon, mens du er inde hos din læge, så du ikke bliver forstyrret. Ved at undgå forstyrrelser kan du bedre koncentrere dig om konsultationen med lægen.
Din læge har tavshedspligt, så du kan roligt være åben og ærlig. Fortæl om alt det der kan være relevant. Jo mere lægen ved i forhold til dit helbred, jo bedre.
Alt efter hvilken situation du står i, kan det også være rart for din læge at vide, om du tager bestemte kosttilskud, er på en diæt eller bruger alternativ behandling.Fortæl din læge om dine symptomer. Du må også gerne fortælle, hvad du selv tænker, du fejler.
Bliver du i tvivl om noget, så spørg gerne igen. Det er vigtigt for os, at du får afklaret det, som du bekymrer dig om.
Du kan med fordel klæde dit barn på i venteværelset efter børneundersøgelsen.
EFTER lægebesøget
Er der noget, du har glemt at spørge din læge om eller noget, du er kommet i tvivl om, så er du velkommen til at kontakte os.
Hvis du afventer svar fra din læge efter konsultationen og du ikke har modtaget svar som aftalt, så kontakt os gerne.