Spring til indhold

Egen læge, vagtlægen eller 1-1-2

Det være fristende at kontakte lægevagten for at få hjælp her og nu, hvis du er syg på 3. døgn, eller du en sen aftentime opdager børneorm hos yngstebarnet,
Men det er ikke nødvendigvis det rigtige sted at henvende sig.
Her er nogle typiske situationer, hvor der kan opstå tvivl, om man skal kontakte egen læge, lægevagten eller 1-1-2:

⚫ Akut, alvorlig åndenød
Hvis man får akut, alvorlig åndenød, skal man ikke kontakte egen læge eller lægevagten, men straks ringe 1-1-2. Det samme gælder, hvis en person er bevidstløs eller ukontaktbar.

⚫ Receptfornyelser
Det sker, at folk ringer til lægevagten og beder om at få fornyet recepten på deres faste medicin.
Men lægevagten skal ikke bruges til receptfornyelser. Det bedste råd til dig, der har brug for fast medicin, er derfor altid at sørge for at have en gyldig recept og hente din medicin i god tid.
Langt det meste medicin er ikke livsnødvendigt og kan derfor godt vente til næste dag, når egen læge åbner. Medicin mod sukkersyge, uregelmæssig hjerterytme og astmasymptomer kan dog være relevant at få akut.

⚫ Spørgsmål om håndkøbsmedicin
Almindelige spørgsmål om håndkøbsmedicin er ikke en sag for lægevagten. Her kan du kontakte apoteket eller din egen læge.

⚫ Sløj i flere dage
Mon det er noget alvorligt? Man kan godt blive nervøs, når man er sløj i dagevis. Men du skal ikke ringe til lægevagten, hvis dine symptomer har været uændrede i tre-fire dage, og du ikke oplever en akut forværring.
Lægevagten tager sig af akut opstået sygdom og skader, som ikke kan vente.

⚫ Børneorm og øjenbetændelse
Mange lidelser er irriterende, men hverken alvorlige eller akutte. Det gælder bl.a. børneorm og øjenbetændelse, som skal behandles hos egen læge og ikke hos lægevagten.
Kontakt lægen i åbningstiden i stedet for at vente på at lægevagten har åbent.

⚫ Se barnet, før du ringer
Et opkald fra institutionen om at ens barn har feber, får nogle forældre til straks at kontakte lægevagten og bede om at få barnet tilset.
Men det nytter ikke at ringe, før du selv har set barnet. Du skal være sammen med barnet, så du kan svare på spørgsmål om barnets tilstand og få den rette hjælp.
Feber hos børn er i sig selv ikke en grund til bekymring eller besøg hos vagtlægen.

⚫ Tænder skal til tandlægen
Av, min tand! Ved akut opstået tandpine eller tandskader skal du hverken til lægen eller lægevagten. Her er det din tandlæge eller – uden for tandlægens åbningstid – tandlægevagten, du skal kontakte.